Byråd fik indblik i havneudvidelse

25-06-2019

Mandag d. 24. juni var Frederikshavn byråd inviteret til en rundvisning på det nye havneområde. Rundvisningen havde særligt fokus på recyclingfaciliteten og de mange miljøforanstaltninger, der er foretaget på området.

Kim Thygesen, General Manager hos Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) der har lejet recyclingfaciliteterne, fortalte om virksomhedens planer for sitet. M.A.R.S. har bl.a. en ambition om at gøre Frederikshavn til centrum for recycling af panamax-skibe og offshore installationer. Én af de første store opgaver bliver genindvinding af de to platforme Tyra Øst og Tyra Vest, og virksomheden forventer at genindvinde 200.000 ton forarbejdet stål om året. Ifølge Kim Thygesen forventer M.A.R.S. at ansætte 150-200 medarbejdere, når recyclingsitet er i fuld drift. De første ansættelser med træningsforløb i USA samt mobilisering af materiel på området påbegyndes i august, så alt er klar til opstart af aktiviteter i september.

Miljørigtig recycling
Mikkel Seedorff Sørensen, Adm. Direktør hos Frederikshavn Havn, gav en status på havneudvidelsen og fortalte byrådet om havnens visioner om bl.a. cirkulær økonomi og recycling, hvor ansvarlig og grøn recycling har været omdrejningspunktet i forbindelse med etableringen af de nye recyclingfaciliteter.

Hele recyclingområdet er fuldt belagt med membran. Der er oven på membranen etableret 40 cm bundsikringssand, og øverst er etableret 70 cm hårdt komprimeret knust klippe. Overfladevandet samles i drænrender, og via drænrenderne føres regnvand fra alle overfladearealer på området til et filtrerings- og rensningsanlæg, hvor vandet renses for eventuelle urenheder. Anlægget er et AL-2 separationsanlæg med kombineret kemisk og mekanisk filtrering, der er designet til at rense 36 m3 vand i timen fra de to 2.500 m3 store opsamlingstanke.

Byrådet fik selv syn for sagen i forhold til de mange miljøforanstaltninger, der er foretaget. De blev bl.a. budt inden for i rensningsanlægget og kom helt tæt på den etablerede membran. Eksperter fra Niras og Cowi bidrog med tekniske detaljer og svarede på spørgsmål fra de fremmødte byrådsmedlemmer.