Nyt kajanlæg

27-02-2020

Frederikshavn byråd godkendte onsdag aften en lokalplan for udvidelse af Frederikshavn Havn, der omfatter et nyt kajanlæg, som bl.a. skal give plads til Orskov Yards nye flydedok. Alle involverede parter har arbejdet konstruktivt for at finde en optimal løsning, og det er lykkes at nå i mål med en udvidelsesplan, der tilgodeser såvel Orskov Yard, Stena Line som havnens øvrige kunder. 


- For Frederikshavn Havn betyder det nye kajanlæg anløb af flere skibe, men det betyder samtidig også, at to af havnens helt store kunder får de bedste muligheder for at udvikle deres forretning og dermed også yderligere jobskabelse. Der er mange parter involveret i en sag som denne, men jeg kan roligt sige, at alle har arbejdet positivt og konstruktivt for at finde en god løsning, hvor både sikkerhed og udvikling kan gå hånd i hånd. Der er ingen i forløbet, som har arbejdet imod en løsning, som muliggør Orskov Yards udvidelse med ny dokkapacitet, udtaler Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør hos Frederikshavn Havn.

Udvidelsen ved Østre Kaj omfatter et nyt havne- og værftsareal, der etableres i havnens eksisterende bassiner. Arealet får to nye kajanlæg i form af en skibskaj og en dokkaj. Med plads til en ny flydedok får Orskov Yard mulighed for at servicere flere og større skibe end i dag. Den nye dok er allerede bestilt hos Hat-San værftet i Tyrkiet og får en længde på 180 meter, en indvendig bredde på 30 meter og en løfteevne på 10.000 tons.

- Orskov Yard er glade for, at anlægget nu er godkendt i Frederikshavn byråd og ser frem til bygning af det nye kajanlæg, således vi kan tage vores nye flydedok i brug i starten af næste år. Det har været vigtigt for os at sikre et optimalt layout af det nye anlæg, som åbner op for yderlige udvidelsesmuligheder på sigt, udtaler Lars Fischer, adm. direktør hos Orskov Yard.

Stena Line, som i øjeblikket sejler med 4 færger til Sverige og Norge fra Frederikshavn, gjorde i første omgang indsigelse mod etableringen af kajanlægget på grund af begrænsninger i forhold til manøvremuligheder i havnen og eventuel fremtidig indsættelse af andre færger på ruterne til og fra Frederikshavn. Frederikshavn Havn har i tæt samarbejde med Stena Line foretaget undersøgelser og sejladssimuleringen, og disse tiltag har resulteret i mindre justeringer af kajanlæggets placering. Stena Line har som et resultat heraf trukket indsigelsen tilbage.

- Stena Line er godt tilfredse med såvel forløbet som resultatet af den gode dialog med Frederikshavn Havn. Vi har en lang fælles historie, og for os har det vigtigste været at sikre en sikker og effektiv drift for Stena Line i havnen både nu og i fremtiden, udtaler Bjarne Koitrand, Technical Operations Director, Stena Line.