Af Tom Samson, Driftsdirektør
Hytek A/S 

 

SAMMEN ER VI STÆRKEST

Vi i Hytek var en af de første virksomheder til at flytte ind på havnens arealer, da havneudvidelsen blev til virkelighed. Det gjorde vi, fordi vi kunne se det store potentiale, der er i at udbygge og udnytte det gode samarbejde, der er mellem virksomhederne på havnen.

Frederikshavn Havn fungerer som en slags pitstop for mange af de skibe, der anløber havnen. I den sammenligning er vi i Hytek en del af pitcrewet, for som ved pitstoppet skal der i havnen også typisk ordnes mere end én ting. Hvor en Formel 1-bil skal have skiftet dæk, fyldt tanken og måske også skiftet en vinge så skal mange af skibene også kigges efter i mere end én søm; Der skal ordnes en kran, redningsbådene skal have et serviceeftersyn og reparationer af hydrauliske komponenter.

På Frederikshavn Havn kan vi ordne det meste. Det kan vi blandt andet, fordi samarbejdet mellem de forskellige virksomheder på havnen er så godt, som det er. Vi har hver især nogle kompetencer, der er vigtige for de forskellige skibstyper, og derfor er samarbejdet så vigtigt for os alle på havnen. 

En samlet gruppe
Hytek rykkede ind på Frederikshavn Havn i 2012 for at være tæt på den service, vi alligevel udbød på havnen. Siden har vi udbygget vores serviceværksted, og i dag er der i gennemsnit 20 mand fra Hytek på havnen hver dag. 

Vi rykkede altså ind i den spæde start af udvidelsen af Frederikshavn Havn, og vi har ikke fortrudt det. I takt med, at havnen er vokset, er også vi vokset. Vi ønskede og ønsker fortsat at blive større sammen med havnen, så vi i samarbejde med de andre virksomheder på havnen kan rykke Frederikshavn Havn som helhed op i den absolutte havnesuperliga. Hytek er en vigtig del af det hold af virksomheder, der sammen giver service i topklasse, når et skib kommer til Frederikshavn.

Og vi er et hold! Et hold, der arbejder sammen. Det viser vi blandt andet, når vi står som en samlet gruppe på nogle af verdens største messer i form af eksempelvis SMM i Hamburg, ONS i Stavanger og Nor-Shipping i Oslo. Her repræsenterer vi sammen one stop service i Frederikshavn, som er et bredt udbud af de serviceopgaver, der kan udføres.

Det helt rigtige
De nye faciliteter på havnen har medvirket til, at samarbejdet om servicen kan blomstre i endnu højere grad. Blandt andet, fordi der nu på grund af den nye dybgang kan komme endnu flere skibe ind. Det var og er vores klare forventning, at en større havn vil give mere arbejde til os i Hytek, og det begynder vi så småt at se nu, hvor havneudvidelserne er begyndt at give pote.

Den store dybgang og de mange innovative løsninger, som havnens virksomheder kan tilbyde, betyder, at vi i Frederikshavn kan levere en pakkeløsning i absolut topklasse. Den udvikling er vi i Hytek glade for at have været en del af fra starten.

Havnen så helt rigtigt, da den påbegyndte sin udvidelse, og selvom vi nordjyder sjældent roser os selv, så er vi ikke kede af at indrømme, at det også var det helt rigtige tidspunkt for os at rykke ind på havnen, da udvidelsen gik fra ide til handling. Vi vil blive store sammen med havnen, og vi vil støtte havnens virksomheder – vores partnere – i at blive større sammen med os. For sammen er vi stærkest.

 

 

________________________
Dette indlæg er en del af Frederikshavn Havns maritime blogunivers, som vi kalder THE PORT VOICE. Bloggen er sat i verden for at lade havnens virksomheder og samarbejdspartnere komme til orde. Formålet er at skabe en kanal, hvor vi sammen kan dele viden, passion og holdning på en samlende, engagerende samt almennyttig måde. Målet er at få så mange af havnens virksomheder, organisationer og interessenter til at byde ind, så vi får en platform, hvor vi kan lære mere om hinanden, give læring, viden eller holdning videre og byde lidt inden for i den verden, vi hver især befinder os i.