Af Kim Heiberg, Route Director
DFDS

 

VI FØLER OS HJEMME I FREDERIKSHAVN

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at vores skib Pearl Seaways ligger i Frederikshavn, mens alle venter på, at Covid-19 kommer så meget under kontrol, at der atter åbnes for passagertrafik mellem Danmark og Norge. Og beslutningen om at lade Pearl Seaways ligge i Frederikshavn var både logisk og nem.

Vi føler os hjemme i Frederikshavn, hvor vi er blevet rigtig godt modtaget. Vi er helt overbevist om, at der vil komme rigtig mange passagerer tilbage, når der bliver åbnet igen. Det var sommeren 2020 en klar indikator på. 

Der skal heller ikke herske tvivl om, at vi har mødt en stor velvilje fra havnens side, når det gælder vores start på ruten, og vi har mødt stor opbakning om muligheden for at have Pearl liggende, mens vi allesammen venter på, at denne rejsesæson starter igen.

Varm modtagelse
Vi har mange loyale gæster, som tit har benyttet vores rute til en dejlig rejseoplevelse og som en effektiv forbindelse mellem Danmark og Norge. Vi oplevede i sommeren 2020, at folk tog godt imod os og vores rute mellem Frederikshavn og Oslo. Det er vi enormt glade for.

Fra første dag, vi begyndte at lægge til i Frederikshavn, har vi oplevet en fantastisk positiv og varm modtagelse fra lokalsamfundet. Både fra det nordjyske erhvervsliv, de lokale borgere og fra politisk side. Frederikshavn er ganske enkelt blevet én af vores allervigtigste danske havne. 

Nu vil vi benytte den stille tid til at etablere aftaler med virksomheder om både transportrejser og konferencer om bord på vores færger.

Men hvem er vi i DFDS?
Flere kender sikker til DFDS, og i al beskedenhed, så er det heller ikke nogen helt lille operatør, der kom til Frederikshavn i 2020. DFDS leverer færge- og transportservices mange steder i Europa, og vi har en årlig omsætning på 17 mia. danske kroner. DFDS fragter årligt fem millioner passagerer på såvel korte færgeruter som ruter med overnatning. 

Vi er kåret til ’Verdens Førende Færgeoperatør’ 2011 – 2020 og ’Europas Førende Færgeoperatør’ 2012 – 2020 ved World Travel Awards og har 8.000 medarbejdere fordelt på skibe og kontorer i 20 lande. DFDS blev grundlagt i 1866, har hovedkontor i København og er noteret på Nasdaq Copenhagen (Børsen).

Vi glæder os naturligvis meget til at kunne begynde at sejle igen. Men indtil da er vi glade for at kunne ligge til kaj i Frederikshavn.
 

 

________________________
Dette indlæg er en del af Frederikshavn Havns maritime blogunivers, som vi kalder THE PORT VOICE. Bloggen er sat i verden for at lade havnens virksomheder og samarbejdspartnere komme til orde. Formålet er at skabe en kanal, hvor vi sammen kan dele viden, passion og holdning på en samlende, engagerende samt almennyttig måde. Målet er at få så mange af havnens virksomheder, organisationer og interessenter til at byde ind, så vi får en platform, hvor vi kan lære mere om hinanden, give læring, viden eller holdning videre og byde lidt inden for i den verden, vi hver især befinder os i.