Stena Oil

16-01-2024

Stena Oil har nu påbegyndt driften ved den nye brændstofterminal i Frederikshavn. I slutningen af sidste uge underskrev Stena Terminals A/S, et helejet datterselskab til Stena Oil, og Frederikshavns Havn overtagelsesaftalen, hvilket indebærer, at Stena Oil har taget terminalen i besiddelse.

- Vi har et godt samarbejde med Frederikshavns Havn, og vi har haft en løbende dialog gennem hele processen. Vores fokus har hele tiden været at komme i gang med vores aktiviteter i Frederikshavn, og vi er glade for, at vi nu har nået målet,» siger Jonas Persson, adm. direktør for Stena Oil.

Den nye terminal muliggør en mere effektiv infrastruktur for Stena Oil og supplerer den eksisterende virksomhed i Göteborg. I forbindelse med etableringen i Frederikshavn vil der i løbet af første kvartal i år blive indsat et nybygget bunkerskib, der vil håndtere forskellige typer brændstoffer, herunder biobrændstoffer og metanol. En af kunderne, der vil blive betjent fra Frederikshavn, er Stena Line med deres færgeruter i Danmark og Kattegat.

- Vi flytter ind i en nybygget topmoderne terminal med en kapacitet på 75.000 kubikmeter, og den geografiske beliggenhed gør, at vi kommer tættere på vores kunder og kan tilbyde endnu mere effektiv levering med miljømæssige fordele samt løsninger for fremtidens brændstoffer, siger Jonas Persson.

Stena Oil er en del af Stena Metall-koncernen, der i regnskabsåret 2022/2023 havde en omsætning på 44 milliarder SEK.

- Opstarten af Stena Oils forretning er en vigtig milepæl for Frederikshavn Havn, og det er med stor glæde, at vi endelig kan byde Stena Oil velkommen til Frederikshavn, siger Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør Frederikshavn Havn.

Bunkerterminalen har en optimal placering på et areal ud til 14 meters vanddybde, som blev etableret i forbindelse med havneudvidelsen i Frederikshavn.

- Det er resultatet af et tæt samarbejde med Stena Oil, at vi nu er i stand til at overdrage bunkerterminalen efter en byggeperiode præget af udfordringer, og vi ser frem til det stigende aktivitetsniveau, som bunkeraktiviteterne vil tilføre Frederikshavn Havn, siger Mikkel Seedorff Sørensen.